Anders Morgenthaler - om fremtidens handlende fællesskaber


Image


Anders Morgenthaler - satirisk tegner, forfatter og filminstruktør. Kendt for Wulffmorgenthaler-striberne og som klimaaktivist.

"..... sælg, sælg, sælg! Det er ligegyldigt, hvad du gør, bare du sælger noget.... Jeg tror den tilgang er ved at dø...."

Vi har mødt Anders Morgenthaler i hans hus i København til en spændende snak om den nye generation af iværksættere, åndelighed som fællesskab og hvordan vi kan gå fra meditationspuden til ægte handling ude i verden. Mød ham og mange andre på kursus 2 2019.

---

Hvad vil du gerne vække i dit oplæg på højskolen?

Først og fremmest vil jeg gerne lave nogle sjove workshops, hvor vi prøver at lege et skabende fælleskab. Jeg stiller nogle helt konkrete problemer, som vi skal prøve at løse som fællesskab. Vi går ud i grupper og så handler det om at få folks forskellige baggrunde i spil. Så det ikke handler om, at vi skal kunne det hele selv – vi tager udgangspunkt i de kreative kræfter vi har som gruppe. Så folks individuelle talenter, idéer og know-how bliver til noget større. Jeg tror, vi er allermest skabende, når vi er fælles-skabende – at vi inspirerer hinanden og driver noget videre, som en anden har startet. Men det er også vigtigt, at man ved, hvordan man opererer i fællesskaber. At der er en klar rollefordeling, og man ved, hvornår i processen, man bedst kan bidrage.

Og så vil jeg gerne sætte lidt fokus på at få handlingen ud over meditationspuden, fordi det er der man oftest går i stå. Mange er allerede i gang med at løse ting kommunikativt, og det er vigtigt, men vi skal også komme til næste skridt. Hvordan får vi opkøbt den grund, som ligger omkring et vandopsamlingssted, så den kan købes fri? Der har jeg en masse erfaring med at gå til de forretningsmæssige og økonomiske aspekter. Og det tænker jeg bliver spændende at prøve at få nogle dialoger omkring.

Derefter vil jeg gerne fortælle lidt om de forandrende fællesskaber, jeg selv har været involveret i. At beskrive de gange, hvor vi har lavet fællesskab, der blev til noget, og når det ikke blev til noget. Det skal være realistiske fortællinger. Fra den vandmaskine, jeg har stående nede i Abu dhabi, som bare står og rådner op, som aldrig bliver til noget, fordi den irakiske fyr stak af med alle tegningerne. Det er et dårligt fællesskab, men det er sindssygt lærerigt! Jeg har tænkt mig at tale totalt konkret om forandrende fællesskaber lige fra fiasko til succes. Begge dele er lige vigtigt – det er ligesom Yin og Yang.

Det bliver spændende! Mener du, at vi kan bruge det åndelige som en hjælp til at løse sådanne problemer?

Jeg ser meget det åndelige som fællesskab. At skabe et fællesskab, hvor man opbygger noget sammen og har en fælles ånd i det. Jeg er ikke sådan en kunstner, der sidder alene. Jeg har altid søgt fællesskaber - med Mikael Wulff, filmfællesskaber eller andre. Jeg tror nærmest ikke, jeg har skabt noget alene. Tidligere har det meget været kunstneriske fællesskaber, men med tiden blev det vigtigt for mig, at det ikke bare var egoprojekter. Hele klimasagen blev bare for vigtig for mig. Så det blev spændende at prøve at komme ind i nye fællesskaber og se, om man kunne lave reelle forandringer.

"... kreativitet og fælleskab spiller sammen på rigtig mange måder. Det er afgørende, at man bruger hinanden, og inspirerer hinanden...."

Lige nu arbejder jeg med en del projekter med unge mennesker, som har nogle visionære idéer, hvor jeg så prøver jeg at hjælpe med at få forretning ind i det. Jeg brænder for at møde mennesker, der er indstillet på at prøve at gøre tingene anderledes – at lave nye typer forretninger. Nu prøver vi at lave et rejseselskab hvor man laver syntetisk brændstof, så man kan flyve på det. Sammen med nogle andre laver jeg nogle katalysatorer, der kan få mere biogas ud af biogasmateriale. Og der møder jeg faktisk ret mange unge mennesker, der har en helt anden indstilling end tidligere. De har ikke tænkt sig at beskæftige sig med noget, der smadrer verden.

"... Jeg tror, vi er allermest skabende, når vi er fælles-skabende..."

Hvad tror du er vigtigt for den næste generation af iværksættere?

Jeg oplever, at der er to måder at gå til forretningstænkning i de unge. Den ene er, at man vil have substans i sit liv. Man vil arbejde med noget, der giver livet mening og dybde. Og så har du den anden tilgang, som stadig eksisterer: Jesper Buch-generationen, ham der fra Løvens Hule: Sælg, sælg, sælg! Det er ligegyldigt, hvad du gør, bare du sælger noget. Om det er regntøj eller dimsedutter eller pizzadelivery. Jeg tror den tilgang er ved at dø. Dem der virkelig kommer til at lykkes i fremtiden, flytter over i noget, der gør verden bedre, flytter grænser og hvor de samtidig kan tjene penge.

Så det giver mening for mig at hjælpe andre med at få handling bag nogle dybe ønsker og idéer og skabe meningsfulde fælleskaber omkring det. Det har jeg fundet ud af, at jeg er ret god til. At finde nogle forskellige mennesker, der gør alle mulige ting, og så sige: den her ide kan vi lave sammen.

Et af temaerne på højskolen er jo kreativitet – er det vigtigt for at køre sådan nogle processer?

A: Jeg bruger kreativiteten enormt meget i mine fællesskaber. Fx i forbindelse med klimamarchen i København i år, som var arrangeret af nogle sindssygt dygtige og skide hårdtarbejdende unge, men så havde de kun sørget for en lille scene. Så brugte jeg min kreativitet til at sige: nu deltager jeg med mit netværk, og så prøver vi at skaffe en stor scene. På den måde bruger jeg min kreativitet til at engagere nogle vigtige mennesker og derigennem finde kreative veje.

Alle de mennesker, som jeg kan engagere, er mennesker, som har hørt mig råbe højt og som jeg kan ringe til med stor troværdighed og tillid. Det giver mig en masse mod at have sådan et fællesskab – der vil altid være folk, der synes det er åndssvagt, det man har gang i. Men når jeg har nogle vigtige mennesker i ryggen, som bakker mig op, så tør jeg godt. Så kreativitet og fælleskab spiller sammen på rigtig mange måder. Det er afgørende, at man bruger hinanden, og inspirerer hinanden. Så man behøver ikke kunne det hele selv. Alle der har skabt banebrydende forandringer har fået hjælp og inspiration fra andre.