Anne Marie Pahuus - om kærlighed, forvandling og visdom

---

Du har skrevet en filosofisk bog som hedder “Tænkepausen om Kærlighed”. Men er det overhovedet et emne filosofien kan trænge ind i?

Jeg er fagfilosof, men jeg kan rigtig godt lide at tage filosofien med mig ud, udenfor universitetets mure. Jeg har i mange år prøvet at gøre filosofien mere udadvendt. Jeg prøver at komme i en filosofisk dialog med folk om livet. Jeg tror en del af filosofiens forpligtelse er at være for alle. Den skal være generøs og og lyttende og tænke den menneskelige erfaring igennem. Filosofien har også en forpligtelse på systematisk og omhyggeligt arbejde, og på at forvalte de store traditioners indsigter - den del falder selvfølgelig mere indenfor universiteterne og bibliotekerne - men den må meget nødig miste livlinen til den første forpligtelse.

Derfor blev det en god åbning for mig da Aarhus Universitetsforlag bad mig skrive en lille filosofisk bog om kærlighed. Jeg synes kærlighed er et tema, der knytter fornuft og følelse så fint sammen. Hvis filosofien er et forsøg på at tænke om mennesket som helhed, og tage de store spørgsmål om menneskelivet op, så er kærlighed virkelig et af de helt store. Dels fordi kærlighed handler på en eller anden måde om at holde sammen på noget, der godt kan skride fra hinanden i en selv. Og så handler det om noget så elementært, som hvordan man bliver et menneske, hvordan man får en identitet. Kærlighed giver et rigtig godt svar til filosofiens spørgsmål om identitet. Fordi svaret egentlig er, at du bliver dig selv ved at finde noget udenfor dig selv, som er vigtigere end dig selv.

Jeg havde bestemt mine skrupler over projektet. Kan man tillade sig at bedrive filosofi på noget så levende som kærligheden? Selv Kierkegaard havde egentlig den samme overvejelse, inden han kastede sig over kærligheden. Som han siger kunne man med filosofiens begreber måske gøre skade på noget, der er så righoldigt og så erfaringsmættet som kærligheden er, hvis man bare med Løgstrups ord  "lader begrebsmøllen male" - kører de samme abstrakte begreber hen over kærligheden og alle mulige andre felter, ikke også. Men filosofi kan også være erfaringsnær gennemtænkning af menneskelige grænsesituationer og grunderfaringer. Og der betragter jeg også kærligheden, fordi kærlighed, fødsel og liv hænger tæt sammen.

Hvad er nogen af de ting som filosofien kan sige om den erfarede kærlighed?

I første omgang gik jeg på jagt efter “antropologiske konstanter”, altså noget gennemgående i alle mulige slags menneskelige samfund og situationer, og prøvede at afgrænse det lidt i første omgang ved at se på det der foregår mellem mennesker - altså i første omgang ikke kærlighed til natur, kunst, osv. Og der mener jeg vi kan se noget gennemgående i det dybe venskab, i forældre barn-kærligheden og i parforholdskærligheden, den erotiske lidenskabelige kærlighed. Der er ligesom noget gennemgående i alle de tre typer af menneskelige relationer: vi gør os den grunderfaring, at der er noget udenfor os selv der er vigtigere end os selv.

Det kunne man kalde hengivelse, og det er forstået lige så meget som noget roligt og underforstået i de tætte og nære relationer, som de mere stormende i højdepunkter. Hvordan det går de allerførste år hvor man er lille bitte og overladt til en primær omsorgsperson eller til en forældreskikkelse, hvordan det går med den første forelskelse. Bliver man i stand til at turde stole på andre mennesker? Hvilken slags relationer man får til andre mennesker? Der er det rigtig, rigtig, afgørende hvad der sker med kærligheden i de tidlige år. Hengivelse handler selvfølgelig om forholdet mellem mennesker og de erfaringer man gør sig der. Men på et tidspunkt bliver den adgang til verden, ens relationer bliver også formidlende for en adgang til verden, hvor man kan være verden åben. De der mere holistiske eller kosmiske erfaringer vi gør os, hvor vi tænker: "Jeg har endnu så langt fra oplevet alt hvad der er at opdage i denne verden", det betragter jeg som en Eros-erfaring. Platon har rigtig meget sans for det. Han kalder Eros for en sans for skønhed, som vækker vores erkendelsestrang. For at komme i kontakt med det højeste gode eller den højeste sandhed, skal tingene kalde på os og bevæge os på en måde, hvor vi ikke kan lade være med at ville lære det at kende. Og så bliver vi ligesom det.

Vi bliver som det vi elsker?

Ja - det siger Platon. Det er jo en skræmmende tanke, at man egentlig kan bevæges i en grad, hvor man forvandles og forandres. For så gælder det om at forelske sig i det gode selvfølgelig. Der er et felt af omkalfatrende eller totalt verdensforandrende erfaringer hvor man ikke kan finde ud af hvem man er, og ikke har behov for at spise og sove -- på en måde er helt ude i en form for vanvid. Det er jo en voldsom erfaring. Og så er der det sted hvor man står på den anden side af det og prøver at se tilbage: Hvad var det der skete? Var jeg forelsket i forelskelsen eller i den jeg var forelsket i? Hele denne proces, hvor det ikke kun er oplevelsen af forelskelse, men hvor det er erfaringen der bliver til, hvor man prøver at integrere nogle omkalfatrende eller verdensforandrende begivenheder eller oplevelser i ens liv.

Når vi transformerer dem til erfaring bliver de en slags forståelse af: Hvordan skal jeg leve videre med det her? Hvor tro mod det jeg så, skal jeg være? Dér kommer vi over i venskabets sfære.

Og der kan filosofien hjælpe os?

Det synes jeg! Men det er jo hele spørgsmålet om mennesket er afgrænset fra verden eller om det er rigtig at mennesket binder sig selv og gør sig afhængig af andet? Og der tænker jeg i venskabet, gør man sig sådan set afhængig. Man siger: "Jeg svigter dig ikke. Jeg er lige her ved siden af. Vi to, vi skal følges ad". Det er den troskab, hvor man også kan sige at både venskabet og kærligheden kan være et arbejde. Hvor man kan have lyst til at gøre noget der er nemmere, eller på en eller anden måde komme fri af et bånd, som man ikke kan finde ud af, om man egentlig kan være i. Så troskab er også i det hele taget en diskussion af båndet. Det er også en stor diskussion i den politiske filosofi: hvordan og hvor meget skal vi være bundet i et fællesskab?

Der findes store vilde kærlighedsfølelser og dybe følelser af solidaritet og accept. Der prøver jeg så at sige at i venskabet, i parforholdskærligheden, og i den naturlige kærlighed mellem forældre og børn, der er kærligheds-følelser på spil i alle tre, men de er også væsensforskellige. Og det er noget af det mit bidrag på højskolen handler om, at få øje på at de store lidenskabelige følelser, som er meget underholdende, og som vi tit gerne vil beskæftige os med, også i den mere romantiske forståelse af kærligheden, at det er ét sted, men de følelser der findes bl.a. i  naturlige kærlighed og i venskabet er meget mere rolige, de ser ikke ud af noget særligt - sådan en dyb accept-kærlighed - sætter en dyb dagsorden for vores tilværelse.

Er der en forbindelse mellem kærlighed og visdom?

Ja det er der selvfølgelig. Hvis jeg nu siger at kærligheden er det første trin i en bevægelse hvor man får lyst til at kende de store sandheder…   I hvert fald begynder det med at tingene kalder på mig, at jeg ikke på den måde har et distanceret og uinteresseret forhold til det, men det faktisk optager mig, så begynder det der. Så kan det kræve et arbejde, og det gør filosofien og det at søge visdom. Det kræver at langt arbejde at tilegne sig noget som i en vis forstand er en fremmed, indtil man opholder sig så længe ved det at man får en eller anden fortrolighed. Det der så er afgørende ved et kærlighedsaspekt af visdommen, det er det at du hele vejen igennem mindes om at du ikke kan lære det udenad. Du er nødt til, samtidig med at du indser noget, så skal det forandre dit liv. Sådan som Sokrates jo beskriver det her, så betyder det at vi kun kan lære eksemplarisk. Så det betyder også at du godt kan være meget klog og samtidig ikke være særlig vis. Man kan have en utrolig masse viden, i en snæver forstand, uden at være vis - viden som man har på en udvendig måde. Ved visdom vil ens viden vise sig i at man også handlingsmæssigt være præget af den indsigt man har fået. I Aristoteles' formulering af Sophia, visdom, der indgår et element af nous, som er en slags øjebliksforståelse som man ikke kan fixere og gå tilbage til. Når du først har den slags forståelse er det ikke sikkert du kan formulere det i mange ord, men du kan sige "jeg har set det, og jeg er nødt til at være tro mod det, og ikke lade som om jeg ikke har set det". Det betyder også at visdom og samvittighed er tæt knyttet, i hvertfald hos Aristoteles.

Og det kan vi vel også sige om kærligheden: "Jeg har set det, og jeg er nødt til at være tro mod det"?

Ja, og derfor synes jeg også at kærligheden er et interessant tema, fordi den ikke kun handler om æstetik, den handler også om etik - og deres forbindelse. Det er ikke kun den der oplevelse af intensitet og lykke, hvor man umiddelbart føler sig i live  og forbundet med verden. Man har også lynhurtigt et ansvar for det man har knyttet til sig og det man har bundet sig til. Og man kan kun blive et godt etisk menneske ved faktisk at elske på en måde hvor man - med åbne øjne - forvandles i retning af det elskede.