Anne-Sophie Jørgensen - Interview

NV: Højskolens kursus 2 handler om spiritualitet i det personlige og eksistentielle. En vigtig dimension i det er selvfølgelig kærlighed og relationer. Et vigtigt tema for de fleste - også de fleste med et kontemplativt liv - som vi jo ved du har undervist og skrevet meget om. På kurser omkring eksistentielle og spirituelle temaer kan der jo også godt være nogle der mere eller mindre kommer for at kigge efter en kæreste...

AS: ... og det kan være et glimrende sted at kigge! Især hvis det samtidig er et sted hvor man italesætter det spirituelle og eksistentielle omkring sådan nogle relationer... Spiritualitet i forhold til menneskelige relationer i det hele taget - også venskaber. Det vil jeg gerne bidrage til på højskolen.

NV Det er vi glade for. Noget af det spændende som jeg synes jeg har hørt dig sige tidligere er at det er noget som er i bevægelse i tiden. Hvem vi er ved at blive i dag, i den her slags moderne samfund - og det bevæger sig vel både på indersiden og hvordan vi kan være i relationer?

AS: Det er noget jeg går meget op i. Selvudviklingens historie og spiritualitetens historie i Danmark. Den måde vi kan arbejde med de ting på er ved at blive helt anderledes end for 10-20-30-40 år siden.

NV: Spændende! Hvordan, ca?

AS: Jamen for det første - da jeg startede i 1975 var det jo nyt og meget specielt at man beskæftigede sig med meditation og selvudvikling. Nu kender alle nogen der gør det, selvom man ikke selv gør. Mange har endda forældre som har været i gang i årtier. Det er i det hele taget helt anderledes integreret i samfundet. Fx har jeg har fået gode forbindelser til kirkelige kredse de sidste par år og har lavet nogle ting med Peter Fischer Møller, biskoppen i Roskilde. Vi må tage en dyb indånding og sige: ønsker vi at opretholde gamle polariseringer mellem insidere og outsidere, spirituelle mennesker og samfundet. Eller ønsker vi at markere, at vi er kommet ind i en ny tid, hvor vi kan arbejde sammen på nye måder? Jeg er fortaler for det sidste! Verden skal have lov til at forandre sig, men det gør den ikke, hvis vi holder fast i det gamle. Så der er meget af identiteten som en særlig spirituel eller selvudviklende person eller gruppe, jeg tror vi med fordel kan lade gå i opløsning.

“...der er meget af identiteten som en særlig spirituel eller selvudviklende person eller gruppe, jeg tror vi med fordel kan lade gå i opløsning.”

NV: Du har også talt om måden at være mand og kvinde på, som noget der kulturelt har ændret sig?

AS: Ja, hele dette emne med polaritet. Der er stadig, også i selvudviklings-sammenhænge, en udbredt forståelse at mændene grundlæggende er de handlekraftige og kvinderne er de hengivne. Så hvis man som kvinde er i sin kraft, så skulle man være i det maskuline, og hvis man som mand er i sin hengivelse så skulle man være feminin. Det føler jeg faktisk er nogle snærende bånd. Jeg føler aldrig jeg er blevet maskulin af at være handlekraftig. De køns-kasser vil jeg gerne gøre op med!

Der var engang hvor det med det modsatkønnede var det vi kollektivt set havde brug for, for at rykke. Jeg kan huske da jeg først hørte om Animus og Anima. Det var helt vildt hvad det gjorde ved mig, det åbnede nogle døre, ved at gøre opmærksom på nogle helt forskellige kvaliteter - nogle måder at være og udtrykke sig på - som simpelthen udvider det menneskelige rum, når de flyder mellem os.

Nu har jeg det sådan at det er vigtigt at komme ud af de kønskasser og udfolde dem som menneskelige egenskaber. Der er faktisk kun én specifikt maskulin egenskab, og det er evnen til at befrugte. Og kun én specifikt feminin egenskab, at kunne blive gravid, rumme barnet og føde og amme. Men derudover, alle vores forskellige kompetencer er knyttet til det menneskelige, og ikke til det kønslige.

“...engang var ideerne om køns-polaritet noget som vi kollektivt havde brug for, for at forstå de forskellige kvaliteter i mennesker og relationer... Idag er det vigtigt at komme ud af de køns-kasser og udfolde dem som menneskelige egenskaber.”

Det kan godt være meget provokerende for folk at høre det, men jeg tror at det viser en vej.

Anne Sophies mand Jukas, henvendt til NV: Du nævner ikke selv ordet tantra. Meget af det her opfatter vi jo på Tigerens Rede som en del af tantraen. Men er ordet tantra noget I helst vil holde ude fra højskolen?

NV: Det har jeg ikke nogen bestemt mening om. Men vi har ikke gjort det til en del af den overordnede beskrivelse af højskoleforløbet. Der er så mange forståelser og efter min mening misforståelser af hvad tantra er. Jeg synes nogle af vores lærere på Gomde har sagt nogle vidunderlige ting om tantra, som går helt ud i det kosmiske og som har meget, meget lidt med seksualitet at gøre.

AS: Det her er jo tantra. Men jeg er enig - jeg synes faktisk også tantra er et noget skamredet ord. Jeg er ked af at sige det, for jeg har jo selv skrevet og solgt rigtig mange tantrabøger, og mange har læst mine bøger Men det er som om det fokus på tantra som jeg har været med til at skabe, også er blevet grebet ind i nogle sammenhænge, som bruger ordet helt anderledes. Det er de i deres gode ret til. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Men det gør at jeg synes der florerer ting, som jeg ikke ville kalde tantra.

NV: Jeg fornemmer lidt at både ord som selvudvikling og tantra har været bærende for en bestemt slags kultur, som har haft sin tid og som egentlig er ved at ebbe ud nu.

AS: Det er jeg fuldstændig enig i!

NV: Det kontemplative er til gengæld slet ikke ved at ebbe ud. Åndelige praksisser eller kontemplative praksisser er noget mange, ikke mindst unge mennesker har et helt anderledes selvfølgeligt forhold til. Ofte er det bare stadig et forhold man mest har derhjemme, på sin egen pude. Så det spændende i dag er måske hvordan dette selvfølgelige kommer videre ind i levende måder at relatere til andre på? Og ens arbejdsliv?

AS, Det er også noget vi taler rigtig meget om. Spiritualitet og hverdag og meditationens betydning for den samfundsmæssige fornyelse.

Og ritualet! Jeg tænker faktisk vi mangler ritualer generelt i vores tid. Kirken giver nogle fine ritualer, og buddhismen giver nogle fine ritualer, og der er måske større accept og interesse for dem end for årtier siden. Men jeg kan godt tænke vi mangler følelsen af at vi godt må selv. Her i Tigerens Rede har jeg nogle gange lavet et vielsesritual. Fx var der et par i august, de var så blevet viet i kirken om formiddagen, og så kom de her om eftermiddagen fordi de er del af fællesskabet her. Når vi laver sådan noget er det meget parret selv der sætter en dagsorden for hvad der skal foregå. Hvor meget vægt skal der fx være på hvad man vil love hinanden? De havde så to små drenge, så det bliver selvfølgelig også en del af det: hvordan de børn indgår i det spirituelle liv, som forældrene har. Hele det med hvordan man lever sådan en hverdag med småbørn og arbejde og alt det der. Hvad vil vi love hinanden? Jeg har brug for hjælp til det og det i tilværelsen, vil du hjælpe mig med det?

Sådan at ritualet forbinder sig med at tage et aktivt ansvar. Det kan jeg godt lide.

Jeg er enig i det du siger om at spiritualitet er kommet for langt væk fra det praktiske og fra hverdagen. Og hvem skal gøre noget ved det? Det skal vi selv. Men vi skal gøre det på vores egen måde. Det er fint man går mere i kirke eller i en buddhistisk sammenhæng. Men hvis det virkelig skal virke, skal man tage et ansvar for det selv på en anden måde, end at lægge det over på præsten, lamaen eller læreren.