Halfdan Muurholm - Interview:
Pauser, profetier og pixels i flow...

NV: Vi er super glade for at du vil  medvirke, og specielt for at du vil prøve at hjælpe os med at forstå det lidt mærkelige forhold mellem den moderne medievirkelighed og så formidlingen af ånd. Der er en form for had-kærlighedsforhold der, er der ikke?

Halfdan: Ja, jeg synes det er en udfordring, men ind imellem lykkes det at finde huller hvor der kan være ånd - på en eller anden måde. Ånd, bredt forstået. Måske sker det lidt lettere på DR fordi der er knap så meget pres på det kommercielle som på nogle af de andre kanaler. Det kan fx være på dokumentar-området, som Dokumania på DR2. Eller det være at der pludselig dukker en op i Deadline, som tager bladet fra munden og risikerer noget for at sige sandheden.  Det kan også være nogen er heldig - som jeg synes jeg har været nogle gange i de mange år jeg har lavet fjernsyn - at få lov til at fordybe sig med emner indenfor tro, religion, men også klima, hvor der har været plads til at skabe noget lidt mere tankevækkende.

Og så har jeg jo været heldig at løbe ind i Mikael Bertelsen nogle gange, hvor vi sammen virkelig har prøvet at lave "slow-TV" som vi kalder det. Hvor vi går ned i gear, modsat alle andre tendenser, og siger at nu skal der være tid til at sidde og tage det her eventyr ind. Seerne må godt selv være i det. De må godt selv få chancen for at fordybe sig i hvad der sker i dem når de tager det her ind.

NV: Så ånd på TV kan både være noget med at finde dybere ro og fordybelse end man er vant til - men paradoksalt nok kan det også være stærkt konfronterende?

Halfdan: Ja, jeg tror ånd kan være meget konfronterende. Som når der lige pludselig er en der står og siger til alle journalister i Danmark: I har i årevis formidlet løgn og et forkert billede af verden til seerne. I virkeligheden er verden ikke så sort, som I gør den til, og den er ikke så fyldt med konflikter. Det indeholder journalistikken måske en interesse i at den skal være... Men så står Hans Rosling lige pludselig og siger til Adam Holm i Deadline: "jamen, prøv at se den her statistik fra FN, som alle har adgang til. På mange måder, de fleste måder, er verden blevet et bedre sted, de sidste mange år!"

Jeg er jo glad for, at han har ret.

Selv har jeg prøvet at lave nogle programmer om klimaet, og der er det meget svært at få lov at formidle positive eksempler og løsninger på TV. Det har jeg virkelig prøvet mange gange. Jeg har fået lov at lave en serie om klimaet og én gang om de positive eksempler, men da jeg ville gentage den 10 år senere, syntes ledelsen ikke det var så vigtigt.

NV: Den konfrontation du taler om lyder lidt som en god gammeldags revsende profet. Det er bare slet ikke en dommedagsprofet men en der tør pege præcist på, hvor problemerne og vækstpunkterne er - i stedet for at gå i selvsving?

Halfdan: Ja - som det er nu er der enormt meget behov for løsninger. Jeg vandt nogle priser for "My Hottest Year on Earth", og det gav mig chancen for at komme rundt på festivallerne og tale med folk -- og rigtig mange i feltet siger at det er på høje tid med klimaprogrammer, der anviser konkrete løsninger på hvad vi kan gøre som borgere. Og løsningerne er derude. Der er jo mange, der er i gang - på Samsø og andre steder. Og det er jo gode historier.

NV: Det giver mening! At det er ved at pege på det mest frugtbare i stedet for det mest opsigtsvækkende at man formidler ånd i det aktive liv.

Og så er der det kontemplative. Der er noget særligt, som du har kunnet med Bertelsen eller Bertelsen har kunnet med dig. Hvad gik godt der?

Halfdan: Jamen det er pausen. Jeg kalder Bertelsen for pausens mester. Han er jo et snakkehoved som os andre, han kan virkelig fyre sætninger af, næsten i et manisk tempo, og han er også en gudsbenådet fortæller. Men når han så har vandret langt - det finder man jo ud af når man går med ham - så træder han lidt ud af den der kontrollerende TV-vært-rolle. Når han er kørt træt på den måde kan han godt miste lidt af kontrollen. Så er der færre tanker og ord, så begynder han at lytte meget mere. og så opstår der nogle fantastiske pauser.

Det er jo faktisk sådan med pausen, at nogle gange bliver energien endnu mere koncentreret. Man tror, at når der kommer en pause i fjernsynet, så keder folk sig og så dør energien. Men faktisk er det lige tværtimod. Nogle gange er det i pauserne, at energien koncentrerer sig aller mest. Der sker ligesom et skift for den, der sidder og kigger,- lige pludselig skal blikket vendes indad. Fra kun at følge med i noget udvendig handling, så er der også tid til at vende blikket indad og forbinde historien man ser med sin egen historie.

.

“Man tror, at når der kommer en pause i fjernsynet, så keder folk sig. Men faktisk er det lige tværtimod i pauserne, at energien ofte koncentrerer sig allermest”

NV: Han virker også stærkt på mig fordi det overhovedet ikke virker forstillet. Manden er reelt fuldstændig i tvivl om, hvad der skal ske nu - og det tør han godt stå der og være.

Halfdan: Ja, han er ikke bange for at være helt nøgen og sætte hele sit image eller krop på spil. Det er selvfølgelig vigtigt. Det kan ikke bare være en forhåndsbestilling hvor man gør det, der bliver sagt, man må være villig til at prøve at træde nye veje.

NV: Så det at formidle ånd i medierne er ikke altid noget med bare at fortælle, hvad forskellige traditioner siger?

Halfdan: Nej, det kan også ligge i det emne, man får lov til at beskæftige sig med. Jeg fik lov at lave fem programmer om livet efter livet, hvor jeg snakkede med alle mulige mennesker rundt om i verden, der havde været døde og var kommet til live igen. Der syntes jeg, at det var ret nemt at formidle ånd, for de havde så stærke fortællinger. Det var så vildt, det de fortalte fra den anden side! Så der fik jeg også rigtig mange reaktioner fra seerne - så ved man at man har ramt en nerve...

NV: Hvis der nu er nogen ude på højskolen som tænker at noget af det de gerne vil arbejde med er formidling og medier eller måske tekstforfatning - og hvis de har et håb om at deres åndelige interesser kan komme igennem der. Hvad vil du sige til sådan nogle mennesker? Hvordan bringer man sig godt i stilling til det?

Halfdan: Dels selvfølgelig at dygtiggøre sig indenfor sit felt, men også at prøve at følge sit hjerte. Prøve at lytte til de idéer, som man oprindeligt havde, selv om nogle vil sige de er naive. Hvorfor var det egentlig at jeg ville være journalist - jamen det var for at lave om på verden. Jeg ved godt, at nogle vil skyde mig i skoene, at så er man aktivist, ikke journalist. Men jeg mener, at der altid er en holdning bag alt, hvad der bliver lavet. Også når man selv tror, at man er helt objektiv. Nej, vi er alle sammen dybt subjektive! Så kan man lige så godt være ærlig og sige: det er dét her, jeg forsøger at formidle. Jeg har et budskab.

“Jeg tror på, at hvis man vil forbinde spiritualitet med sit arbejde, skal man dygtiggøre sig indenfor sit felt, men også prøve at følge sit hjerte. Prøve at lytte til de idéer, man oprindeligt havde, selv om nogle vil sige de er naive ”

Der er alt for mange, der ikke har noget budskab. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tør have et budskab. Så er der selvfølgelig de, der er dybt uenige med det, man prøver at sige og nogle, der ikke bryder sig om det. Og det er ok. Det er ok at skille vandene!

NV: Så måske er det kombinationen af at have et budskab og så samtidig turde blive bragt i tvivl i mødet med andre?

Halfdan: Ja og lave nogle eksperimenter på åben skærm. Jeg fandt ud af med Bertelsen på Shikoku og Bertelsen på Caminoen, at det bedste man kan gøre er at forberede sig rigtig meget og så på et tidspunkt slippe det hele... Og så prøver man at være meget til stede i nuet. Ser hvad der sker, og møder det, der sker. Altså ligesom have den der dimension.

Jeg tror også Jørgen Leth engang har talt om det at være helt åben overfor nuet og øjeblikket, og så invitere magien. Man kan godt invitere magien ved ikke at planlægge det hele i stykker. At man planlægger nogle rammer og så kaster  sig ud i det og undervejs er åben overfor, at der kan dukke en person op, eller at noget kan sek, som trækker projektet i en ny retning.

Når jeg laver TV, tænker jeg tit på, at Buddha sagde, at alting forandrer sig hele tiden. Og TV er et meget flygtigt medie. Det er pixels, der bliver opløst på en skærm. Nogle gange, når man er ude og lave tv og tror, at man er noget, så er det rart at tænke på, at det jo er meget flygtigt. Man kommer ligesom lidt ned på jorden ved at tænke sådan, så man ikke bliver for selvhøjtidelig omkring det.