“Ånden slumer i stenen, drømmer i dyret og vågner i mennesket.”

Dette citat fra Schelling udtrykker en radikal ide om ånd som den grundlæggende virkelighed i alting - en levende virkelighed som sætter alting i værk, hele verdens-dramaet. Visionen om en sammenhængende dynamisk åndelig mening i både naturen og historien var fælles gods for mange tænkere, kunstnere og samfundsengagerede i 1800-tallet, med Goethe, Schelling og Hegel som frontfigurer. Grundtvigs arbejde var på mange måder et stærkt udtryk for denne organisk-spirituelle vision.

For Grundtvig og hans ånds-fæller er ånd skabende sammenhæng - jo mere levende og selv-udtrykkende jo mere virkelig. Andskilte blivende ting (som “stenen” i citatet ovenfor) er derfor kun meget vage (“sovende”) udtryk for deres eget væsen. De levende organismer, som sætter deres formkraft igennem i materien - en materie som hele tiden strømmer igennem og skiftes ud - har mere virkelighed og er bedre udtryk for åndens væsen, men den begynder først for alvor at komme til syne i mennesket. Grundtvig forstod - ligesom bl.a. Hegel - denne særlig åndelige dimension i menneskelivet som nært forbundet med vores evne (og behov) for at eksistere i menings-skabende fællesskaber.

Grundtvigs ånd står ikke bare ”lodret” i den enkeltes forhold til sit indre liv og det guddommelige, men flyder først og fremmest ”vandret” i fællesskab og kærlighed.

Dette er kernen i det han ville med højskolen: en skole for ånd som et levende fællesskab, hvor man ikke bare er sammen, men er det med glød og begejstring. Ånd vil udtrykke sig og sætte sig igennem – den har med livskraft at gøre – men den har også rummelighed og omsorg for at lade liv udfolde sig fremfor at holde det i stramme tøjler. Det kan godt være man lærer noget på højskolen som man kan bruge til noget ude i verden – det har været meningen fra begyndelsen – men dybest set er det man lærer en mere ”åndeligt vågen” samværsform: at være et frit og åbent menneske sammen med andre.

For Grundtvig og hans åndsfæller var historien det allerstærkeste udtryk for denne socialt-levende ånd. Verdenshistorien er i det lys åndens selv-erkendelsesproces, ofte smertefuld og dyrekøbt, men der kan trods alt læres af erfaringen, og vi kan udvikle kulturformer som er mere vågne og oplyste, dvs. mere præget af indsigt, deling og frihed, mindre forstenede i undertrykkelse og meningsløse privilegier.

Grundtvigs mærkelige begreb om det ”historisk-poetiske” hører til i denne sammenhæng, for hvis ånden gennem sin erfaring når frem til en bedre livsform, betyder det at den danner sig selv, skaber sig selv – på græsk ”poiesis”, skaben. I den sammenhæng er det ifølge Grundtvig vigtigt at vi ikke bare lærer historien at kende – de skridt af positiv og negativ erfaring der har bragt os dertil hvor vi er – men at vi også er levende i den proces at give mening til historien ved at skabe – ved i fællesskab at sætte ord og ikke mindst billeder på det bedre liv hvis skabelse vi står med i hænderne.

"Laniakea" - vores "lokale" system af millioner af galakser, den største struktur i universet som hidtil er kortlagt. Måske kan man også kalde det et af vor tids "poetiske" billeder af vores hjem i et flydende kosmos.

Det kan godt være at nogle af de måder Grundtvig prøvede at fortælle historien poetisk – med forskellige vedens-epokers og folkeslags rolle på verdenshistoriens scene – ikke længere er helt så interessante eller relevante. Men det understreger kun pointen. Poesien skal holdes levende. Hvis man for alvor vil holde højskole, må man prøve at bidrage til at vores tid kan få poetisk-praktisk  sammenhæng og mening i de dyrekøbte erfaringer der ligger i historien og måske kosmos i det hele taget – og at bruge det som afsæt til at skabe en mere ”oplyst” livsform.