Om en uge åbner Gomde Højskole

Tanker op til grundlæggelsen af et nyt mødepunkt for ånd, tid og fællesskab

Af Niels Viggo Hansen

7. juli 2018. Om en uge grundlægger vi “Gomde Højskole” og vi har store tanker om hvad den skal bidrage med.

Gomdes nye spisesal er lige blevet klar....

Ikke bare er Gomde, det buddhistiske seminar-sted på Helgenæs, et af de smukkeste steder i landet, man kan puste ud veds skov og strand og holde ægte ferie. Der er også en bagtanke, som vi håber du vil være vores medsammensvorne i:

Meningen med en kontemplativ-grundtvigsk højskole

Efterhånden som mindfulness, meditation og Buddha er blevet en voksende del af livsstilen og selvforståelsen for mange, må denne kulturstrøm også begynde at tage ansvar. Den må med ind i dialoger om hvordan vi håndterer tidens vilde problemer og muligheder.  

Vores tid har meget brug for den åbenhed, følsomhed og dybde, som ligger i det spirituelle - og som det kontemplative liv og kontemplative praksisser selvfølgelig drejer sig om at kultivere og give plads for. Men der er også brug for at det kontemplative liv giver sig til kende og sætter præg også udenfor sine egne trygge steder på meditationspuden og yogacentret.

Vi tror at en ægte grundtvigsk højskole er et vigtigt skridt - et frit mødepunkt hvor det kontemplative fra mange retninger kan gøre sig stærkere gældende ind i vores tid. Højskole-bevægelsen er nemlig ikke bare i familie med spiritualitet, den er født som et grundlæggende spirituelt projekt, med en grundtvigsk ide om Ånd, der har sit hjertepunkt i levende meningsfulde fællesskaber.

Derfor arbejder vi for at etablere en kontemplativ højskole hvor “Buddha møder Grundtvig”. Vi tror det kan åbne vigtige vinduer indad og udad i meditations-kulturen.

Vi har været heldige at kunne samle et “drømme-hold” af lærere, kunstnere og debattører, som medvirker i kortere eller længere stræk igennem Gomde Højskoles første sommer - læs om dem her.

De skiftende bidragsydere til sommerhøjskolen 2018. Klip på billedet for at læse om dem.

De to ugekurser i 2018 har også i skrivende stund 35 tilmeldte deltagere hver, og det er vi super tilfredse med. Men der er også stadig plads til dig.

kursus 1, 16-22 juli "Meditation og engagement"

kursus 2, 23-29 juli "Ånd og eksistens"