Phie Ambo - Interview

NV: Sommerhøjskolen kommer til at handle om forskellige måder, man kan have det meditative eller spirituelle med om bord i tilværelsen i vores tid. Mange er fx engageret i hvordan man bedst får det ind i sit arbejdsliv og hvordan man kan blive godt nok klædt på til at hjælpe mennesker gennem mindfulness, psykoterapi osv. Men der er også vigtige spørgsmål om hvordan man indretter sig med det i sin egen tilværelse. Jeg har før hørt dig sige noget om at et eksistentielt meningsfuldt liv også må blive materielt meningsfuldt. Noget med at der ligger en særlig form for naturlig ansvarlighed, ikke?

- Jo! Jeg synes det er vigtigt at vi ser på hvordan vores egen praksis spiller sammen med det at få et bedre fælles liv på den her planet - fx på de områder vi for tiden taler om som den grønne omstilling, ikke? Hvis man har en spirituel praksis i sit liv over en vis tid, mener jeg uundgåeligt det begynder at have konsekvenser. Det gør at man kan gå ud og træffe nogle valg som er funderet på et mere stabilt sted. I stedet for at man ligesom hver gang skal opfinde den dybe tallerken - altså at man hver gang skal finde ud af, "skal jeg nu gøre det her fordi jeg selv kan få lidt mere ud af det - eller skal jeg bare yde det der ekstra til fællesskabet som jeg egentlig talt godt ved jeg skal?" For mig at se er der en masse valg man ikke behøver at tage hele tiden, hvis man ligesom har fat i et naturligt grundlag gennem sin praksis. Man behøver ikke lige overveje en ekstra gang om man skal springe over i køen, det ved man jo godt at man ikke skal. Det er i hvert fald det jeg oplever - at man som praktiserende har et fundament som gør at mange ting glider lettere. Der er nogle indre diskussioner med dig selv, man ikke længere behøver at have.

NV: Det tror jeg godt jeg kan genkende, og det er spændende! Men der er måske flere lag i det. Nogle vil måske sige at de ubekymrede valg af en meningsfuld livsstil, som du taler om, ligger i gode værdier og etiske normer. At man ligesom har et værdi-kompas man opererer ud fra... og det er jo godt. Men hvis jeg hører dig rigtigt, så er der måske også noget mere end værdier på spil, i det der med din praksis eller det kontemplative? Måske er det også en form for gehør for de andre, eller hvordan?

Helt sikkert! Og det indebærer jo også noget med at have tålmodighed. Hvis man er tryg ved at ting er en del af en kæmpestor udvikling som man gerne vil, så skal man jo skubbe på. Men vi skal skubbe på på en måde der har god resonans med lige præcis den tid vi er i nu. Nogle gange kan man godt ønske at vi er længere fremme end vi er, men det hjælper ikke så meget hvis man skubber for hårdt på.

For mig har det fx været naturligt at lægge meget tid i at lave en grøn friskole i København, og nu går vi også i gang med at lave en HF. For hvis vi skal arbejde for en større forståelse af hvordan alle følende væsner hænger sammen, så starter det i børneskoene, ikke? Så starter det simpelthen når man er i uddannelsessystemet fra helt lille. Og hvis jeg så sidder og gør klart for mig selv, hver dag, i min meditation, at det er for alle følende væsner - så er det jo ikke så svært at at motivere sig selv til at bygge en skole, selv om det tager tid og mange små skridt.

NV: Der er jo mange der forstår de nødvendige ændringer som noget med en masse afkald - at det er rent etiske afgrænsninger eller indsnævringer på vores handlerum. Men er der ikke også - det kunne din egen faglige beskæftigelse jo ligesom godt antyde - er der ikke også noget æstetik i det?

Jo, jeg synes altid at æstetikken går hånd i hånd med en positiv udvikling. Hvis der ikke er smukt der hvor man skal hen, så har man ikke lyst at gå derhen. Det æstetiske synes jeg er super-vigtigt. Det poetisk-sanselige er en meget bærende del af det at være menneske. Hvis man begynder at tage det ud af beregningen, så bliver det sådan rene formelle formålsparagraffer som ikke er attraktive.

NV: ja! Hvis jeg forstår dig rigtigt, taler du om noget der mere kan komme nedefra fordi man på en eller anden måde bliver ven med de kræfter som ellers kunne ytre sig som grådighed....

Ja, nedefra, naturligt, lystbetonet. Til daglig kan vi stå med en hel masse enkelte valg, eller sådan ser det ud - men de hænger i virkeligheden sammen med en dybere bevægelse. Jeg og min mand går fx tur med vores hunde på stranden hver morgen, og hver gang vi går forbi et stykke plastik, så samler vi det op. For os er det lettere at samle det op end at gå forbi det, vel vidende at det tager ca 100-200 år at kompostere det her. Det tager os to minutter at bukke os ned og tage det med - og affaldssortere det rigtigt. Det er jo ikke noget vi gør som et offer. Vi føler mere at "det var da heldigt det lå lige der, så jeg kunne tage det".

NV: Sådan som du taler om det er det næsten som om du selv kan føle den anstrengelse det er for planeten i 200 år at skulle arbejde med det der?

Ja det føler man jo, ikke? Jeg ser det oprigtigt som en gave at det ligger på bredden og ikke ude i havet. Og så tager vi det jo op - for nu kan vi det. I stedet for at det ligger ude i havet og vikler sig rundt om halsen på fisk og bliver spist af fugle og, du ved, alt det der som sker hvis vi lader tingene ligge.

Så for mig at se er det langt mere anstrengende og nedslidende at gå forbi det end bare at tage det op....

NV: det giver mening, og det tror jeg giver mening for mange af dem, der læser det her også. Bare man har en lille smule erfaring med meditation osv, så tror jeg godt, at man kan kende den der begyndende indføling i verden - i bare lidt mere end det, der bare ligger i ens eget projekt...

Ja, og det behøver ikke være noget kæmpestort. Nu havde jeg en snak med min 14-årige datter i går, som havde siddet med nogle veninder og set noget i TV-avisen, og så var hun blevet bekymret for, hvordan det skal gå, når de voksne ikke handler ift. klimaforandringer. Når de voksne godt ved, at de skal gøre noget, men ikke gør det, hvordan skal det hele så overhovedet gå? Så hun var jo nervøs.

Jeg snakkede så med hende om, at hvis man har en indsigt i at vi allesammen er forbundne - så er det en stor glæde at kunne være med til at hjælpe. Man skal ikke tænke for meget på, hvad de andre gør. Man skal fokusere på den glæde, det er for en selv, at man føler at man kan gøre noget - og det kan man også!

Og så skal man huske på, at hele verden er bygget på menneskelige idéer. Teenagere kan jo også komme til at føle sig fuldstændig overflødige, og at de ingenting kan gøre; det hele føles bare overvældende. Men det hjælper at huske at verden er opbygget af mennesker, som har handlemuligheder hver dag. Hun kan jo hurtigt komme til at sammenligne sig med andre og hvad de gør og ikke gør. Men man skal ikke gå ned ad den sti, hvor man bare bliver bitter over, at andre ikke gider at gøre noget.

NV: Ja, og det gælder vel på samme måde at man heller ikke skal blive alt for skuffet over sine egne dårlige vaner? Så der ligger vel en forsonlighed i det, hvor man godt kan være overbærende, både over for andre og for sig selv. Vi kan skubbe til vores sæt af vaner, men det bliver bare ikke perfekt hverken lige nu eller sådan set nogensinde. Vanerne kan skubbes i den rigtige retning. Men som alle ved, som har prøvet at være på kur - hvis man skubber for hårdt, kan det godt være det lykkes et stykke tid, men det mislykkes stensikkert på længere sigt. Så jeg tror nærmest godt vi alle ved at det at ændre vaner gennem selvkontrol eller ved at føle dårlig samvittighed ikke virker så godt. Man er nødt til at komme ned til et sted, der ligger neden under vanerne. Et sted, hvor man faktisk er ven med de kræfter, der styrer vanerne.

Ja. Og hvor man finder ud af, hvad det er der motiverer én. For man kan aldrig blive motiveret til at gøre noget ved bare at få at vide, at man skal gøre det - selvom man har dårlig samvittighed. Så bliver det bare kortsigtet og så sidder man i det igen.

NV: Ja, og det er vel på en måde dit gebet som kunstner/filmmager, at skabe æstetiske åbninger ind til det, som mange kun ved med hovedet - kan man ikke sige det sådan? Jeg ved godt jeg sagde at vi skulle tale om det personlige liv, men måske vil du alligevel her til sidst sige lidt om hvordan dit arbejde som filmmager hænger sammen med det her?

Ja, jeg synes ikke kunst skal være politisk, som en slags indlæg i samfundsdebatten. Kunsten skal være fri. Til gengæld kan jeg mærke at jeg virkelig har brug for at gøre opmærksom på de menneskelige værdier, der findes. At vise et lys for den fremtidige generation. Dem der er på min datters alder og som skal til at kaste sig ud i et favntag med at være medborgere - de har brug for at se, at der er andre man kan være sammen med om det. Jeg har virkelig behov for, at det der fællesskab bliver tydeligere for dem - at de ikke er alene! Men jeg må gøre det på en måde, hvor det er en kunstnerisk fortolkning, det må ikke blive et kampskrift. For så står jeg selv af. Jeg får selv kuldegysninger, hvis der er for mange mennesker på et sted, der mener det samme.

Så jeg skal ligesom kile mig ind et sted, hvor tingene stadig er oppe til fortolkning. Og det er æstetikken, der bærer det. Så tror jeg på, at når noget er smukt og attraktivt, så taler det til det sted i os selv, som er blødt og medfølende. Det er det sted, hvor man identificerer sig med hinanden og kan genkende sig selv i et andet menneske, også selv om det bor et helt andet sted og har nogle helt andre livsvilkår. Det kan man gennem æstetikken. Så på den måde er det kunstneriske-æstetiske formsprog en form for genvej til både hjertet og forståelsen.

Der er rigtig mange kanaler og rigtig meget kommunikation i vores tid. Flere medier og flere ord, billeder og levende billeder end nogen sinde. Jeg tror det er vigtigt at finde måder at gøre al den kommunikation lidt smukkere, i en dyb og egentlig forstand - at begynde at gøre den til en forbundsfælle i det at få et mere helt og lykkeligt og kærligt liv i den her verden. Det behøver ikke kun at være i større arbejder som film, det kan også være i al vores kommunikation i det små. At udforske det, og hvordan vi kan nære det - det vil nok være noget af det jeg gerne vil bidrage til i sådan et kontemplativt højskoleprojekt.