En samtale med antropolog Rikke Ulk om oplevelsen af Gomde sommerhøjskole 2021 - og om fællesskaber, der giver plads til at være et åbent og helt menneske.

Artikel af Simon Gregersen. 

Rikke Ulk - uddannet antropolog og grundlægger af "Antropologerne". Her ses Rikke på højskole-aften-vandretur til Helgenæs' højeste punkt Ellemandsbjerget, sammen med sin mand Tor Nørretranders som også bidrog under sommerhøjskolen 2021.

En af de kontemplative øvelser udfoldet i praksis - at opleve verden påny vha. føle-, høre- og lugtesans, under nærværende vejledning af makker.

Unge og gamle søger det samme

Rikke Ulk er en energisk formidler med en livlig mimik og langt, viltert, lyst hår. Hun indledte sit oplæg i templet med en spændende genfortælling af et atypisk feltstudie, hun havde bedrevet i New York - det handlede nemlig om fælleskaber i high class club-miljøet. Hun interesserede sig for, hvorfor menneskene der, ville investere så meget tid og energi i at gå på klub. Hun var overbevist om, at det måtte handle om andet og mere end bare at vise sig frem. Så hun forhørte sig omkring og der var særlig ét svar, hun fik råbt ind i øret henover cocktails og høj musik, som hun bed mærke i: “It’s about being real! R-E-A-L!”

Men hvad vil det så sige at være real, ægte? Rikke er nået frem til, at det er tæt forbundet med at være et helt menneske. Og at være et helt menneske, står i kontrast til at være reduceret til en funktion, et produktionsapparat eller en byrde.

"It's about being real! R-E-A-L!"

Den indsigt er kommet efter to større undersøgelser, hun har gennemført. Den ene var for studenterpræsterne på KU, der ønskede at vide, hvad de unge studerende havde af eksistentielle og spirituelle behov, samt hvordan man kunne imødekomme dem. Den anden undersøgelse handlede om værdighed for ældre - hvordan tilbyder man hjælp til dem, der ikke længere kan selv, på en værdig måde? Det viste sig at være meget af det samme, de unge og gamle følte manglede i deres liv:

“De unge kan så meget, men er så pressede, at de mangler noget mere helt. Og de ældre er holdt op med at kunne selv, og får måske heller ikke de samtaler og det nærvær og den mulighed for at folde sig ud. Og det synes jeg var tankevækkende, at det egentlig er det samme de mangler, nemlig noget… noget mere helt ved at være menneske.”

Helt konkret efterspurgte de unge fisketure, svampejagt, og frie, individuelle samtaler; altså rum eller situationer, hvor de kunne mødes uforpligtende med andre og ikke behøvede at producere resultater. De ældre ønskede blandt andet mere tid til samtaler med hjemmehjælperne og mere tid i naturen.

Hun uddyber: “De unge og gamle savnede; natur, nærvær og ro og relationer og mulighed for at folde noget ud som er lidt mere skrøbeligt, og ærligt og mere universelt - altså der, hvor vi ikke bare er os selv, men hvor vi også bliver forbundet med andre og oplever at dele.”

Og overraskende nok for Rikke Ulk, viste de mål sig at være nogle af de samme, som meditationsundervisningen på sommerkurset orienterede sig imod.

Hun oplevede denne tætte sammenhæng den “første eftermiddag med vores buddhist, Erik (Pema Kunsang), som kom og talte om meditation og det kontemplative, men som noget med at være tilstede i verden ved at bruge udåndingen til at give slip på spændinger og skabe en åbenhed og noget naturlighed og noget, hvad kan man sige, nærvær. Jeg kom til at se, at begge de undersøgelser, jeg er blevet sat til at lave, handler om at skabe det samme rum for at være mere helt menneske.”

"De unge og gamle savnede; natur, nærvær og ro og relationer og mulighed for at folde noget ud som er lidt mere skrøbeligt, og ærligt og mere universelt - altså der, hvor vi ikke bare er os selv, men hvor vi også bliver forbundet med andre og oplever at dele."

Begge dele - meditationsundervisningen og Rikkes arbejde med at skabe sunde, nærende menneskefælleskaber - viste sig altså at handle om at skabe åbenhed og nærvær. Åbenhed forstået sådan, at man ikke er optaget af noget andet, ikke er på vej et sted hen, ikke skal producere eller optræde, men kan være tilgængelig overfor det, der opstår i øjeblikket. Nærvær forstået sådan, at man er tilstede, aktivt lytter og bidrager til fællesskabet med sin tilstedværelse frem for at space ud.

Meditativ dans og kontemplativ udforskning i naturen ved Gomde Højskole. Med guidede instruktioner sendt ud i høretelefoner.

Ser mere lighed end forskel mellem Buddha og Grundtvig

Der er flere undervisere, der har draget den her kobling mellem det buddhistiske perspektiv, som har meget fokus på sindstræning og erkendelse, og så det grundtvianske perspektiv, som har meget fokus på fællesskab og dannelse. Tror du, de her to forskellige traditioner kan forenes?

“Jeg ser meget mere lighed mellem Buddha og Grundtvig, end jeg ser forskel. Det Erik har lært os er netop at lægge den mere individualistiske meditation fra sig. På udåndingen blive forbundet med det, han kalder det naturlige. Ånder ud og giver slip, dernæst mærker vores medmenneskelighed som noget fælles. Tredje trin er at kigge ud og bruge det - generøst, kærligt, godt her i verden. Det kan godt være, det er noget jeg gør, men alle tre skridt er jo også for andre. Og på den måde synes jeg heller ikke, at det buddhistiske og det grundvianske er så forskelligt, fordi de bøjer sig ind mod hinanden - fordi begge ønsker at være gode kræfter i det fælles. Jeg ser - måske fordi min faglige træning handler om at se sammenhænge - at selvom de er forskellige i deres grundstruktur, så vil de det samme. De vil passe på verden og andre mennesker og værne om menneskeligheden.”

Her vil jeg lige tilføje, at den sammenhæng er betinget af, hvilken tilgang man har til buddhistisk filosofi og meditation. Der findes så mange forskellige traditioner og teknikker, at det at sige “jeg mediterer” cirka er lige så præcist som at sige “jeg dyrker sport”. For ligesom der er ret stor forskel på fodbold, dart, skiskydning, græsk-romersk fribrydning, skak og kapgang, så er der også vidt forskellige tilgange til meditation, alt efter om målet er afslapning, sindstræning, indsigt noget fjerde eller en blanding af det hele.

"Jeg ser meget mere lighed mellem Buddha og Grundtvig, end jeg ser forskel. Det Erik har lært os er netop at lægge den mere individualistiske meditation fra sig. På udåndingen blive forbundet med det, han kalder det naturlige."

Traditionen, der primært undervises i på Gomde, er en udadvendt meditationspraksis, der i større grad handler om at forbinde sig med omverdenen på en uanstregt måde end at nå dybt ind i sit eget sind. Af den årsag bliver man opfordret til at meditere med åbne øjne og sommerkurserne har mange kreative og relationelle øvelser. Det er sådan en tilgang, Rikke refererer til, når hun siger, der er lighed mellem Buddha og Grundtvig. Og sådan en tilgang, hun foretrækker: “Jeg kan rigtig godt li', at buddhismen her ikke kun er til for mig og handler om at trække sig fra fællesskabet, men i stedet handler om at mærke og være til stede med åbne øjne. “

Gode pauser kan forhindre fællesskabet i at blive en byrde

Mod slutningen af samtalen, spørger jeg Rikke Ulk, hvad hun selv tager med sig ovenpå ugen. Hendes svar handler, ikke overraskende, om, hvordan man skaber sunde fællesskaber - det er trods alt hendes arbejde - og hvordan kontemplativ praksis kan bidrage til det.

“Kontemplativ praksis” er et begreb, der tit skaber forvirring, men det handler i sit væsen om to ting: 1. at slippe bevidstheden om sig selv og 2. rette sin opmærksomhed mod et mål for fordybelse. At slippe bevidstheden om sig selv, står i kontrast til at være optaget af social positionering og identitet, som får os til at forsøge at manipulere, hvordan vi fremstår i andres øjne. At slippe bevidstheden om sig selv, er altså en anden formulering for at være åben, at være tilstede uden en agenda. At rette sin opmærksomhed mod et mål for fordybelse er at bestræbe sig på ikke at blive distraheret, ikke gå i gang med andre projekter end det ønskede. Det er altså en anden formulering for at være nærværende, uafbrudt lyttende. Kontemplativ praksis kan altså med andre ord siges at handle om at være åben og nærværende.

Den tanke, der har interesseret Rikke Ulk, er, hvad der sker, hvis man forsøger at dyrke en udadvendt kontemplativ praksis, hvor man gør fællesskabet til sit mål for fordybelse. Så bliver man netop mere opmærksom på, hvad det er for et fællesskab og hvad dét gør ved dem, der deltager i det.

“Selvom fællesskabet er godt, som Grundtvig siger, kan det også være en byrde. Og man kan have brug for en pause fra det. Og det er der meditation eller det kontemplative kan give den plads, man har brug for. At man både kan være lidt væk fra sit travle jeg, men også kan være mere hel og dele noget meget mere sanseligt og kerneagtigt med andre, fordi man ved at andre også nyder at ånde og ud og give slip, og finder det befriende. Det er jo interessant at overveje om et fællesskab er et, der gør os glade eller pressede.”

Under begge højskolens ugekurser blev der udfoldet kontemplative tegneprocesser.

Rikke forklarer, at mange af de studerende, hun talte med, primært kom i studie-, arbejds- og træningsfællesskaber. Nogen hvor man mødes omkring at løse opgaver og producere resultater. Dem er der intet i vejen med, men hun understreger, at mange udtrykte et stærkt behov for andre typer af fællesskaber også. Fællesskaber, hvor man har “lov til at være. Hvor rummet er kravfrit, et pusterum. Hvor man kan få lov at være ked af det sammen med andre. Smerte og sorg er vi tit private om, derfor er det stort at få lov at være i et rum, hvor tårerne kan trille.” Hun fortæller om én studerende, der havde været til gudstjeneste og ikke talt med nogen, men bare siddet og grædt i en halv time - uden at blive dømt eller skulle forklare sig for nogen. Det havde været en enorm lettelse for hende.

Rikke Ulk understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på hvilke fællesskaber, vi skaber i nutidens travle samfund: “Det er vigtigt, når man presser citronen så meget, som vi gør i dag, at vi som samfund bliver dygtigere til pauser, gåture og ti minutter i naturen. Vi kan allesammen gøre mere for at skabe flere huller eller pauser, åbninger, hvor vi bliver koblet med noget mere fællesmenneskeligt.”

Mens hun taler, bliver hun grebet af noget. Hun fæstner mit blik med øjnene, hendes tale bliver mere hurtig, mere klar og mere insisterende: “Vi bliver jo sindssyge af at have travlt hele tiden. Og vi bliver kolde af det og golde af det. Og vi bliver ugenerøse, fordi vi er stressede. Og man ser tunnel, man ser ikke muligheder. Og det bliver mistillid og stress fremfor tillid. Og hvis vi hele tiden har travlt og presser og præsterer, og laver fællesskaber, hvor vi skal levere og ikke får lov at være til stede, og ikke mødes om noget mere menneskeligt, jamen så bliver fællesskabet et press. Og det bliver kunstigt. Det er derfor kaffepauser og gåture er så vigtige, og det er derfor, jeg tror, vi som mennesker skal starte med at anerkende, vi har endnu mere brug for pauser og pusterum, og give slip og ikke skulle og bare være. Som en modvægt til det andet. Ja, på mange måder har vi bare for travlt, og er for langt væk fra, hvad det også vil sige at være menneske og nyde en bænk og noget udsigt, eller bare sidde og, ja, skrælle tanker væk. Det har vi jo brug for. Det tror jeg, vi allesammen kan gøre noget mere for at introducere - både på individniveau og i vores fællesskaber og på samfundsniveau. Det vil jeg i hvert fald arbejde for” siger hun og slutter med et varmt grin.

Det virker passende her at dele en anekdote, som Tor Nørretranders havde med i sit oplæg nogle timer forinden Rikke Ulks. Han fortalte om et studie, der var blevet lavet blandt nogle teologistuderende på et amerikansk universitet. De studerende blev bedt læse historien om den barmhjertige samaritaner og forberede et oplæg. Nogle fik at vide, at de havde god tid til at komme hen til lokalet, hvor de skulle tale, andre fik pludselig af vide, at noget var gået galt og hele lokalet derfor sad og ventede på dem, at de havde travlt. På vej hen til lokalet var placeret en skuespiller, som lå og lignede én, der havde brug for hjælp. Af de studerende med god tid, stoppede hele 63 procent op og hjalp manden. Af de studerende, der havde travlt, stoppede kun 10 procent. En væsentlig forskel.

Det betyder altså noget for vores medmenneskelighed, om vi har travlt med et projekt og er på vej et sted hen, eller er åbne overfor det, der opstår. Nok sætter eksemplet tingene på spidsen, men de samme mekanismer går jo igen i mange andre situationer. Hvis for eksempel en ven deler noget skrøbeligt, reagerer vi ret forskelligt, alt efter om vi selv er optagede og på vej videre i vores hoved, eller om vi er tilstede og åbne.

Så måske har der slet ikke været noget magisk over den magi, kursusdeltagerne har oplevet og delt i løbet af den sidste uge. Måske har vi bare haft god tid til at være tilstede i hinandens selskab uden at skulle præstere eller performe. Og i det rum har noget helt iboende medmenneskeligt fået lov til at komme til udtryk, som på én gang er det mest velkendte og naturlige, men samtidig noget, der kan føles helt fremmed eller mystisk, fordi vi så sjældent har tid til det. Ja, måske har Rikke Ulk ret; vi trænger til nogle flere pauser og pusterum.